Her får du muligheden for at læse vores kronikker - god fornøjelse!:-)
Af Naja Yssing Faaborgegnens Efterskole
At melde sig frivilligt kan have stor betydning. Især i et samfund er der brug for frivillighed.
Frivillighed. Det er sådan et dejligt begreb. Vi hjælper hinanden uden at få noget igen. Det er en smuk og rørende tanke, at folk kan leve sammen og hjælpe hinanden uden at forlange noget for det, og det er da også sådan, man skal have det – for det meste.
Når mennesker af egen fri vilje hjælper, bliver de som oftest belønnet med glæde. Det kan i nogle tilfælde være en lang smuk tale om, hvor dejligt et mennesker man er, og i andres tilfælde er det et smil. Vi har nok i nogen grad i dag bygget et samfund op, hvor hvert individ kun tænker på sig selv, fordi vi har den opfattelse, at den eneste, der kan give os et godt liv, er os selv.
Men en dag, så brænder lokummet, og det vil det gøre! Og så kan selv den mindste hjælp blive den største gave. Som f.eks. den dag da nogen holdt døren for dig, da du spurtede gennem banegården for at nå toget, eller den dag en forælder vikarierede for den syge pædagog, så du kunne komme til dit vigtige møde. Frivillighed eller hjælp, som det i høj grad også er, er noget, tror jeg, vi er meget taknemlige over – hvis vi lægger mærke til den.
Hvis nogen frivilligt trådte ind for mig og tog mit barn med hjem fra børnehave, ville jeg selvfølgelig være enormt taknemlig over for denne person, så jeg kunne nå mit møde. Den pågældende ville gøre det for mig, og derfor ville jeg lægge mærke til det. En helt anden problematik er, hvis vi sidder i en gruppe og nogen melder sig frivilligt til en opgave. Det er ikke direkte mig, der har brug for hjælp, men det fællesskab jeg er i. Derfor lægger jeg heller ikke mærke til, at jeg bliver hjulpet – for det var ikke direkte en hjælp til mig.
Det bringer mig videre til det springende punkt: Hvad hvis alt i tilværelsen var frivilligt? Ville det fungere?
Det kunne være fantastisk at have et samfund, hvor alt var frivilligt, og hvor intet handlede om penge, og hvor alle kan få, hvad de har brug for. Der er bare et problem! Et frivilligt samfund vil hurtigt deles op i to grupper: Dem der laver noget og dem der ikke laver noget. Hårdt sagt kan man også stille dem op som de ansvarsfulde og de uansvarlige. I et samfund hvor alting er frivilligt, vil det altid være de samme, der laver noget. Det vil altid være de samme, som arbejder og melder sig frivilligt, mens andre bare sidder ned hele dagen og lader de andre gøre arbejdet.
Jeg tror ikke på – og vil ikke tro på – at mennesker er onde med vilje. Jeg tror ikke på, at de mennesker, der ikke laver noget, tænker ”Nu skal vi være onde, og lade de andre om at gøre arbejdet”, men jeg tror en helt naturlig og oldgammel mekanisme går i gang i deres hoveder. Hvorfor gøre mere end det nødvendige?
Og ja, hvorfor skulle man egentlig gøre mere, end det der er nødvendigt – det er spild af tid og gode kræfter! Så kan man selvfølgelig komme ind og begynde at prædike om ansvarsfølelse og moral, men er hver mand ikke sin egen lykkes smed? Er det egentlig ikke bare en helt naturlig forsvarsmekanisme?
Et godt sted at tage denne problematik op kunne være på en efterskole (på en sådan, som jeg for tiden er så heldig at gå på). Vi er 120 unge mennesker, og vi skal have en masse fællesskaber til at fungere - både store og små. Det kan godt være lidt vanskeligt en gang imellem, fordi vi allerede har fået delt os op i to dejlige grupper: De ansvarsfulde og de uansvarlige! Disse grupper er uden tvivl begge enormt interessante at studere udefra, men de er altså ikke sjove at være en del af. Så kan man sidde her og tænke: Hvad mener hun? Det må da være fedt at være i et fællesskab, hvor man ikke laver noget. Men det er det ikke altid. For dem der så skal lave det hele, de bliver ofte lidt stødt og meget gale i hovedet. Hvorfor laver de andre aldrig noget? Hvorfor er det altid os? Det kan bare ikke passe! Så snakker man ikke til hinanden, og fællesskabet mister det, der er dens største styrke: Mangfoldigheden. De ansvarsfulde mangler lige pludselig nogen til at sige ”Hey, sæt jer ned og ta’ den med ro, i har gjort det godt nok.” og de uansvarlige mangler nogen til at sige ”Kom nu i gang, så er det hurtigere overstået”.
Et sted denne gruppering af fællesskabet kan være rigtig tydelig er i folkeskolen: Stedet hvor vi tilbragte nogle af de mest forvirrede og mærkelige år af vores liv. Stedet hvor vi skulle begynde at finde ud af os selv, og hvad vi ville. Jeg var et af de mennesker, der valgte, at jeg gerne ville være et godt og hjælpsomt menneske, som gjorde noget godt for samfundet og var en god borger. Der var bare en ting jeg misforstod! Det at være en god borger handler ikke kun om at få gode karakterer og hjælpe gamle damer over gaden, og det handler slet ikke om altid at melde sig frivilligt. Jeg blev rigtig god til at melde mig frivilligt til de fleste opgaver, og hvis det ikke var mig, så var det min bedste ven. Vi vidste hvem der ville melde sig og kunne sidde og regne ud, præcis hvem den næste var.
Jeg begyndte at blive rigtig gal og stille spørgsmål som: Hvorfor er det altid os? Hvorfor kan de åndssvage tåber ikke bare melde sig? Gør det virkelig så ondt at arbejde? Men på et eller andet tidspunkt bliver man jo nødt til at indse, at det ikke er de andre, men en selv, der kan gøre noget.
Hvorfor blev vi ved med at melde os? Læreren vidste jo godt, hvem der altid gjorde det, så hvis den akavede situation skulle opstå, at læreren skulle til at vælge, så ville det ikke blive os! Vi kan ikke få de andre til at lave mere, hvis ikke vi tvinger dem en lille bitte smule. Derfor må både de ansvarsfulde og de uansvarlige løfte i samlet flok, og tage deres del af slæbet – hverken mere eller mindre.
Frivillighed er et begreb, der kan forstås på mange måder og ses fra mange synsvinkler. Det er måske ikke altid lige fedt at melde sig frivilligt. Men hvis vi i dag var bedre til at give andre et klap på skulderen for den indsats, de havde gjort, så ville man måske også få lyst til at gøre nogle flere ting frivilligt. Vi skal stoppe med at tænke ”Nå, men der er nok en eller anden, der tager den i dag. Så længe det ikke er mig.” og i stedet begynde at tænke ”Jeg tager den i dag!”. Så vil vi få et samfund, hvor alle melder sig frivilligt, og så vil arbejdet også blive gjort meget hurtigere og mere smertefrit.
I et samfund hvor alle melder sig frivilligt, vil der være mere overskud, og så kan vi bruge langt størstedelen af vores energi på alt det sjove.
Cecilie Vogn & Buller Clausen
Faaborgegnens efterskole
Tag opvasken - Frivilligt
Faaborgegnens efterskole
Tag opvasken - Frivilligt
Hvorfor?
Er det samvittigheden eller andres forventning? Får man det bedre med sig selv?
Eller er det indtrykket man giver omverdenen? Det der med at være frivillig og
gøre noget frivilligt, for ens medmennesker.
Grunden
til frivillighed er forskellig fra person til person, men ingen tvivl om, at al
form for frivillighed gør en forskel. Nogle forskelle kan tydelig ses, mens
andre kun kan mærkes af få, men er det ikke de små ting her i livet som gælder?
Eller skal alt satses på det der når ud til flest mennesker? I princippet ville
vi ikke kunne mærke den store forskel i vores dagligdag, om hjemløse Benny
Hansen får tilset sine sår af en frivillig sygeplejerske, efter at han
forsvarsløs er blevet slået og berøvet sine få ejendele, af den højtuddannede
men kontant stressede Sigrids unge knægt, som ingen opmærksomhed har fået
hjemmefra, og derfor ingen medmenneskelighed fået.
Så
smid lige den 20 krone, og hvis du absolut nægter at læse Husforbi, står der
højst sandsynligt ti skraldespande langs gågaden foran dig.
Og
hvis du absolut skal gøre alt op i penge, og nægter at gøre det frivillige
arbejde selv, så tror jeg næppe at du går sulten i seng hvis du skulle lægge 20
kroner til et blad en enkelt gang om måneden. Hvad er din undskyldning nu?
I
et foredrag af Elisabeth Berg, frivillig i organisationen HopeNow, fortæller
Elisabeth at hun en dag sad fast i en kø på vej til et af hendes næste
foredrag, da tvivlen pludselig slår hende, om hun endelig spilder sin tid på
noget som ikke giver noget synligt igen og overvejer om hun ikke bare skal køre
af ved næste afkørsel. Men kommer derefter i tanke om den enlige grund på at
hun sidder der hvor hun gør; Hun har chancen for at sætte et fingeraftryk via
frivilligheden, som vil være der efter den dag hun er borte. Den dag i dag er
hun glad for at hun ikke tog næste afkørsel, og ignorerede hendes tvivl. Elisabeth startede som frivillig efter hun
blev pensioneret, og mente at hun netop ikke ville spilde tiden ved at sidde og
trille tommelfingre. Og så tænker de fleste nok, at pensionister har al den
fritid de har brug for, men når man er pensioneret har man en vis alder, og
denne aldersgruppe kan ikke dække alt frivillighed, så derfor skal den yngre
befolkning ikke tørre den af på de ældre, der findes ingen undskyldning. Alle
kan bidrage med frivillighed, om det så er i det store eller små, det tæller i
det store regnskab.
Når
vi taler om det her frivillighed, får vi netop hurtigt den tanke, at gøre noget
uden at blive betalt tilbage med penge. Måske bliver man faktisk betalt
tilbage, bare ikke i kroner og øre. Glæden ved at give videre kan måske være
størst. Men er flertallet af os så egocentreret at vi kun
tænker på hvad gavner os og vores allernærmeste, at vi ikke engang kan give
lidt af vores overflød til nødende. Vi løber bare på lette fødder henover
livet, uden at standse op og bare en gang kigge ned og se dem som ingen chance
har for overhovedet at komme op i samme luftlag som os? Tænk hvis det var os
som snublede over en af livets spidse sten, hvem ville da sætte et plaster på
vores blødende tå, eller endda bare puste på den? Tænk hvis det var mig der sad
der og kiggede op?
”Ja
det må være deres eget problem, de er sikkert selv skyld i deres dårligdom?”
Men
sig mig, hvad er mere menneskeligt end at kunne se igennem visse menneskers
ridsede overflade, og se mennesket og hjertet der banker bag ved. Dette
menneske er måske skyld i dets
placering i samfundet, men alle er mennesker. Nogle fik visse redskaber og
ressourcser, andre gjorde ikke. Vi snakker om næstekærlighed, Ja det som vore
kære fader snakkede om, men er Benny sovende på bænken i parken ikke lige så
meget vores næste, end som Sigrid fra strandvejen 11, Ja hende med den høje
uddannelse og de gode kontakter, og som højst sandsynligt kunne gavne dig at
kende?
Og
skal man absolut have noget igen? Hvordan føles det at give lidt af sig selv,
uden en garanti for at få det samme tilbage, eller overhovedet at få noget
tilbage.
Frivillighed
er som sagt blevet et meget omtalt emne i vore dage, og de frivillige i vores
samfund påskønnes som fortjent. Men flertallet har dog stadig en masse
undskyldninger i baglommen - ikke nok overskud til at være frivillig, jobbet og
familien tager måske al fritid der er tilbage efter en lang dag på kontoret og
hentning af børnene fra de forskellige eftermiddagsaktiviteter, og så skal der
da også være en smule fritid til overs til at være sig selv og gøre noget for
sig selv.
Men
de fleste frivillige argumentere jo med, at de også selv for noget tilbage, måske
en følelse af tilfredsstillelse? Og er det alle mennesker eller kun enkelte
personer med en ekstra gave som vælger frivillighedens vej?
Eller
er alle mennesker født med lysten til frivillighed og det faktisk er uddannelse
og størrelse af familie der bestemmer om denne lyst dominerer i tankerne. Altså
dækker tilfredsstillelsen af at have gjort et godt stykke arbejde på
jobbet, eller følelsen af at se sig som en udemærket mor, denne lyst til
frivillighed?
Dette
er nogle store spørgsmål, som vi skulle bore dybt i menneskets udvikling og
oprindelse for at finde svar på, men lad os alle være enige om at frivillighed
er en fantastisk ting, dog på et vis niveau, da det nok ville blive taget
forgivet vis det var en normal ting i vores samfund. For hvor intet er ondt, er
intet godt. Så misforstå mig netop ikke. Vi kan ikke alle være frivillig i
vores samfund, men bare at vi alle havde lysten til det, det kunne være
fantastisk, og en sejr for menneskelligheden! Tænk dig hvis alle
efterskole-eleverne sad med fingren strittende i vejret, når efterskole-læren
spurgte ud i flokken om der var nogle som kunne hjælpe køkkenpersonalet med
opvasken. Hvor læren derefter blev nødt til at vælge imellem frivillige, i
stedet for at blive nødt til at udvælge imellem en masse nedadhængende hænder.
For i blandt flokken sidder der med sikkerhed, folk som har ondt af
køkkenpersonalet, og gerne vil hjælpe til, og også har hjulpet gang på gang.
”Men hvorfor skulle jeg gøre det igen og igen, når min sidemand aldrig gør
det?! Det er uretfærdigt at jeg skal bruge min tid, når andre ikke gør det!”.
Sådan har jeg selv tænkt før, men her på efterskolen, hvor vi ekstremt
forskellige individer er samlet på et sted, kommer det tydeligt frem hvordan vi
mennesker vælger vores vej frem i livet. Og en vej er i princippet ikke mere
rigtig end en anden. men man skal vel tale for sin side, men dog acceptere den
anden side.
Vi
vil afslutte denne kronik af med at sige, at vores fulde respekt går til alle
frivillige, for ifølge vores mening mister de intet, og intet af vores kostbare
liv.
Og
nu vil vi gå ud og tag den opvask- Frivilligt.